Lolland er lavland og beskyttes langs en stor del af kysten af diger. De blev bygget efter stormfloden i 1872, som oversvømmede store dele af Lolland. Både menneskeliv og dyr gik tabt.
Digeopsynsmand Rasmus Christian Hansen nedskrev i 1943 sine minder om digernes historie.
Mine første Erindringer om de Lollandske Diger gaar tilbage til 1876, da jeg som 4-aarig Dreng første Gang saa Diget; det var da næsten fuldført. – Senere, da jeg blev ældre, lagde jeg Mærke til at der blev plantet Marehalm ud mod Strandkanten og udført Muldjordsbelægning fra 9-fods Højden op over Digekronen og paa Digets indre Skraaning, hvori der blev saaet dertil egnede Græsarter. – Da der den Gang fandtes megen Tang på Kysten, blev der i det efterfølgende Aar idelig lagt kort raadden Tang på de daarligst bevoksede Strækninger, og det bevirkede, at Græsvæksten fremmedes.
Indtil 1878 var der Lerklint fra kilometersten (herefter benævnt Station) 26,0 til 26,4 og dette bevirkede, at Diget maatte rykkes tilbage ind i Mensalgaarden og Østerskovgaardens Jorder saadan som det nu er beliggende. Omkring Østerskovgaards Plads og Have stod et stort Stengærde, og det blev kørt til Stranden i 1879 og anbragt som Stenglacis fra Station 25,8 – 26,4. I 1879 blev der ogsaa sat Betonglacis i Tanghullet sten 33,4.
Det første, der blev sat til Kystens Sikring var Fang, som allerede før Diget var endelig færdig, blev sat forskellige steder. Stenglacierne begyndte at fremkomme fra 1879 og Plankevægge eller Plankekasser sattes fra 1888 til 1900; da det viste sig, at de ikke kunne holde, blev det Slut, og Glacierne forsattes til 1915. – I 1906 blev der ved Station 23,8 foretaget en mindre Digeflytning ind mod Skovkanten.
Fra 1879 til 1915 blev Stenglacierne sat på de mest angrebne Steder, for eksempel hvor der var blød Bund, Ler og Tørvebund i Strandskyllet, og det har vist sig, at være det bedste Værn mod mindre Højvandsskader, da 3 a 4 Fods Glacishøjde afvæbner Vandets Kraft og forhindrer Udskæring af Digefoden, men i det lange Løb bliver Spundsvæggen, der holder Glaciet langs Skyllet i daglig Vande angrebet af Pæleorm, saa den ser ud som et hullet Sold, hvilket bevirker, at Pælene knækker, Fyld og Underlag løber ud, Glaciet synker sammen, og da der nu ikke kan faas noget at reparere med, mister Glacierne deres Værdi, og som Forholdene er nu, kan de ikke sættes mere. – Paa de Steder Glacierne har holdt er Grunden den, at Mængden af sand den Gang sættes for 90 kr. pr. 1 favn i Længdemaal.-
Erfaringen viser, at den bedste Erstatning for Glacierne, er en Længdevæg af Betonpæle, anbragt ligesom Forholdene kræver det.
Fra ca. 1920 til Dato er Vedligeholdelsen overvejende svære Træbrydere ud i Søen og Betonfang i Land.
Den lille Lund indenfor Diget ved Kramnitze, Station 34,8, og videre Øst paa til Station 35,0 blev plantet 1879, men den var meget langsom i Opvækst. De små Granplantager i Station 24,6 til 24,8, der blev plantet i 1900, havde ogsaa besværligt ved at komme frem, thi de første 10 a 15 Aar staar de i Stampe, naar de saa begynder at gro til, tager de 1 Alen på aarlig i Vækst til de naar Digets Højde, saa besørger den barske Vind fra Østen Resten, og det ser ud som om de er svedne i Toppen.
Granplantagen i Station 26,4 – 26,6 blev plantet i 1901 ligesom de foregaaende inde i Digets Fyldegrav, men der var Bunden lidt bedre, dog tog det cirka 15 Aar, før de rigtigt begyndte at skyde op. Disse nævnte Plantninger er foretaget af Digelaget; hvad andet der er groet frem på Digets Grunde og Fyldgrave er groet frem af sig selv, undtagen de faa Steder, hvor tilstødende Lodsejere har plantet lidt til Læ for deres Huse.
De store Sandbanker og Sandklitter, der hist og her er fremkommet, særlig Vest og Øst for Kramnitze, er vokset frem i Løbet af de sidste 50 Aar; ved Kramnitze Toldbohave var Strandskyllet 1881 saa nær, at der kun var en lille Gangsti hen til Chresten Fiskers Hus langs Stranden, og de vældige Sandklitter fra Havnen og til Station 35,6 er alt sammen fremkommet i det nævnte Tidsrum alene ved Sandflugt, da Havet skyller Sandet ind – grundet paa Molerne – og naar det er tørt, fører Blæsten det op i Bevoksningen som stadig gror frem og bliver efterhaanden højere og bredere.
Historiske Minder
Cirka 100 Meter Øst for Munkeby Strandvej, det saakaldte Vindeholme, har i gamle Dage været en Indskæring (Indsejling) fra Søen ind i Landet, blandt andet op til Neergaardsminde, og inde i, rester af Bygningsværker, som endnu kan ses. – Ved Digets Anlæg blev i denne Lavning og Bækløb lagt en Sluse ud i Søen; Lige Øst derfor i Digets Station 24,2 har i gammel Tid ligget en Borg, som er brændt; man kan ved Eftersyn finde røde Munkestensbrokker blandet med forkullede Trærester. En del af Borgens Grundsten og Fundamenter findes endnu, men da der er borttaget en del Grus, er Grunden en Del ødelagt, Selve Diget er lagt hen over Borgruinen, og de Grundsten, der har ligget i Vejen, er væltet ud i Strandskyllet; der blev ikke ved Digeanlægget gjort nogen Undersøgelse desangaaende, men det kan tydeligt den Dag i Dag paavises, hvor Borgen har ligget. – I Station 27,8 har ligeledes været Indsejling og ca. 400m inde paa Marken har i gammel Tid ligget en Bygning af røde Munkesten, som er ødelagt af Brand; der findes forkullede Rester endnu. – I Station 31,4 har ogsaa været Indsejling, og ca. 600m inde i Marken er en Plads, der viser samme Mærker, som foran nævnt. Endnu Rester af en gammel Ruin skal nævnes, nemlig lige Vest for Dragsminde, Digets Station 39,2 – 4 findes ligeledes samme Rester; det, der her er nævnt, stammer rimeligvis fra 11. –12. -13. Aarhundrede, og det ses, at man ogsaa i de Tider har haft Kendskab til Højvande i Østersøen, da Borgen i Station 24,2, Vindeholme har været lagt på opfyldt Grund cirka 9 Fod over daglig Vandstand og Borgen i Station 39,2 – 4 har ligget ca. 10 Fod over dagligt Vand.
Bommene
Da Diget var sat og samtidig Hegnene, blev der ved alle Sogneveje, der gik til Stranden, sat Træbomme, dels for løsgaaende Kreaturer, og dels for at hindre Beboerne, der før Diget blev sat, uhindret tog Strandmateriale, i at fortsætte paa denne Maade (Diget skulle nu fredes) og dels for at hindre offentlig Kørsel fra Sogn til Sogn langs Digekronen. Bommene var laasede og en Lodsejer ved hver Rampe blev betroet Nøglen. Ved 2 a 3 Fods Lavvande blev det tilladt at tage Grus og Sten, men ved daglig Vande og derover var det forbudt. – Bommene fik ikke Lov at stå i nogen lang Aarrække, de var nemlig ikke større, end en kraftig Mand kunde løfte dem af, og der blev gjort mange Overgreb. Efterhaanden som Bommene gik i Forfald, blev de ikke fornyede og i 1890 var der paa Strækningen Vindeholme til Kramnitze kun 2 Bomme tilbage, nemlig ved Hummingen Rampe og ved Kramnitze vestre Side mod Kronen.
I 1894 blev der ved hver Rampe sat Tavler op som Forbud mod Fjernelse af Grus og Sten indenfor en Afstand af 150 Alen fra dagligt Vande; ved Kystfredningslovens af 1908 blev det ændret til 320 Meter eller 500 Alen.
Med Hensyn til Fjernelse af Grusmateriale og Kørsel paa Digerne blev det efterhaanden en stor Kval for Opsynsmændene især da Glacierne groede frem, thi Kommunerne fik Lov at hente det Materiale, der blev kastet op over Glacierne og det benyttede alle og enhver sig af under Paaskud af, at de hentede til Kommunen, men al den ulovlig Kørsel forsvandt, da der i 1923 blev sat en svær Bom for hver Vejrampe; de, der saa ønskede Grus, kunde faa det for Betaling ved at indgive Ansøgning til Digeingeniøren under Opsynsmændenes Kontrol.
I 1880erne og første Halvdel af 90erne var der vest paa megen pæn Singels, for eksempel Station 15,4 Skansen, 19,2 Riddertofte, 20,6 Knubbelykke og 21,0 Næsby; dette Materiale vandrede stadig langsomt øst paa og cirka aar 1900 naaede det Vindeholme, men stadig glidende mod Øst til Rudbjerg Strand; 1923 naaede det Station 25,8, og nu til Dato er det naaet til cirka 27,0 Mensalgaardsjorden. Dette Grusmateriale vandrer stadig fra Vest til Øst; særlig med Nordvestvind med 1 a 2 Fod over daglig vande sætter det til. – Derimod, hvis Vinden er Sydøst eller endnu værre ret Øst med 2 a 3 Fod over daglig Vande, kan det skære Kysten betydelig ud. Da Diget sattes, blev der anlagt mange Sluser hele Kysten om, hvoraf Nybro, Kramnitze , Dragsminde og Billitze er de vigtigste, samt mange mindre Sluser fra Vandløb; disse Sluser blev anlagt af en Mand ved Navn Grell, en tysk Bødkersvend, der imidlertid viste Lolland, at han kunde lidt mere end lave Tønder, idet Fundamenter og Betonanlæg fungerer og bestaar endnu, som da det blev opført.
Ved Digets bygning, 1873-74 og 75, var Ingeniør N.P. Hansen den ledende Mand. I 1878 overtog han en stilling i København, og Ingeniør Kjærsgaard blev fast ansat, og han virkede i Digelagets Tjeneste til 1918, da han tog sin Afsked og Ingeniør Markersen blev hans Efterfølger. – De første Entreprenører, jeg erindrer, der udførte Vedligeholdelse af Diget, var følgende: Hans Raageskov, Anders Theisen, Brødrene Hans og Knud Hansen af Maribo, særlig de to sidste var udmærkede Mænd, og som jeg personlig arbejdede for i en lang Aarrække fra 1890 til 1904, da jeg blev fastansat som Opsynsmand. – Johs. Schultz, der var en genial begavet Mand, med mange gode Ideer, var fra 1894 til 1924 i Digets Arbejde, men om han var selvstændig Entreprenør eller han var Digelagets Arbejdsformand, blev jeg aldrig klar over.
I 1878 blev der paa Strækningen Nakskov til Bremersvold ansat 5 Opsynsmænd til 80 Stationer a 250 Alen eller 13 km. Dige til hver. Disse fem Opsynsmænd var følgende: Edvard Meincke fra Nakskov til Lodske; han tog sin Afsked i 1924. N.P. Hansen fra Lodske til Østerskovgaard; han døde i 1909 og efterfulgtes af Lars Rasmussen, der døde i 1924 og efterfulgtes af V. Marcussen. – Mathias Hansen fra Østerskovgaard til Ankersholm; han tog sin Afsked 1894, hans Efterfølger var Erik Eriksen, der tog sin Afsked 1904 og jeg – R.C. Hansen – blev hans Efterfølger til 1941, fra hvilket Tidspunkt jeg afløstes af min søn, Rudolf Hansen. – Johan Rasmussen fra Ankersholm til Hyllekrog fra 1878 til 1912; hans Efterfølger er Ejnar Rasmussen, der fungerer endnu. Johan Pedersen fra Hyllekrog til Bremersvold fra 1878 – 1895; hans Efterfølger Peder Pedersen, der blev afskediget i 1938.
Digestrækningen er nu inddelt i 3 Distrikter saaledes: Valdemar Marcussen fra Station 0 – 64,0; denne Inddeling fandt sted 1. April 1941.
Som Statsingeniører nævnes: 1874-1890 Herr Otterstrøm, 1890-1920 Herr Hummel, fra 1920 Herr Poulsen, Herr Barner og Herr Hvalkoff.
Diget har stadigvæk Fjender: I 1912, da Lilleholmsbassinet blev tørlagt, købte 3 Gaardejere i Munkeby omtrent hele Tørlægningen, og de tog sig Ret til at foretage al deres Færdsel med Vogn og Kreaturer langs Diget fra Vindeholme til Kramnitze trods Opsynsmændenes Protester, og det siger sig selv, at Diget led meget derved. – I 1919 døde den ene af disse Gaardejere, og de to andre trak sig efterhaanden tilbage og den Trafik ophørte saa af sig selv.
I 1919 købte 3 Nakskovborgere 2 Tønder Land af R. Andersen, Rudbjerg, grænsende til Diget, og de opførte her 3 Villaer til Sommerbrug; dette blev Signalet til en betydelig Invasion af Nakskovs Beboere og mange andre. Bilerne tog til i Antal, da første Verdenskrig var forbi, og efterhaanden greb dette saa meget om sig, at hele Forstranden fra Station 22,0, vestre Skovhjørne til Mensalgaard Station 27,0 hele Sommeren var som et Fluepapir – Telte, Badehuse, Cykler og Mennesker i eet Mylder. – Da dette jo var meget mere end Diget kunde holde til, forbød Digelaget al Parkering af Telte og Cykler samt al Cykelkørsel paa Diget, og de Besøgende maatte saa dels købe, dels leje Pladser og Grunde indenfor Diget på tilstødende Lodsejers Jord. Dette er nu resulteret i at der indenfor Diget er tæt bebygget fra Station 25,0 til 26,8; der er anlagt Vej inde paa Marken langs første Række Huse og mange Steder er endda lagt Huse paa modsatte Side af Vejen. Alle disse Beboere er der hele Sommeren, men ikke nok med det, deres Familie, Venner og Bekendte holder ogsaa til der, saa den lille By paa den Strækning, ca. 2 km., huser Saisonen igennem cirka 1.000 Indbyggere; dette giver jo et stort Slid paa Diget og i 1938 maatte Digets Krone og Forside belægges med paakørt Ler og Grus, harves, tromles og tilsaas med Græs lige fra Station 23,0 til 27,0; paa den Strækning er der flere gange paa Søndagene optalt 6.000 Mennesker. – Paa de Strækninger, hvor der ligger Huse, gaar Brødvogn, Ølvogn, Mælkevogn, Fiskevogn og Slagtervogn og Købmandshandel er der desuden som i større Landsbyer. – Men ogsaa andre Steder er der bygget Sommerhuse, saasom Station 4 – 28,0 Dannemare Høje og Station 28,2 – 29,0 Langholm samt 32,0 – 32,6 Hummingen, hvor der ligeledes er mange Badegæster og Besøgende.
Kramnitze, som før kun var et Sandøde, er for længst opdaget, og hvor før kun yderst sjældent et fremmed Menneske satte sin Fod, færdes nu daglig Sommeren igennem Tusinder af Sommergæster. I 1938 blev der fra Slusen til Tjørnebjerggaard optalt 250 Biler og cirka 400 Cykler alene paa en Søndag, og før sidste Verdenskrig udbrød, saa man hele Saisonen igennem for hele Strækningens Vedkommende – Station 22,0 til 37,0 – Biler fra alle Danmarks Amter. Dette bevirker en stor Slidtage, og naar dertil lægges hvad Højvande og Isskruninger kan foraarsage, vil der idelig blive betydelig Vedligeholdelse af Digestrækningen.
Ulovligt Stenfiskeri har vi ogsaa haft mange Ubehageligheder med, f.eks. nogle af Beboerne på Hummingen og Kramnitze tog meget ofte Sten, dels fra Baad for nær Kysten og dels ved Indbæring af Brosten fra Strandskyllet, hvilke de saa solgte til Kommunens Veje. Da vore Advarsler ikke hjalp, Indgav vi Rapport til Digelaget, som i 1928 anmeldte dette til Øvrigheden i Nakskov. Jeg havde rapporteret at en Mand fra Hummingen – Hans Jakobsen – havde indbaaret 270 m3 Sten og flere andre i Kramnitze på ulovlig Vis hver havde taget 20 a 30 m3. – Alle de anmeldte og vi Opsynsmænd, Ejnar Rasmussen, Rødby Havn, Strandfoged P. Hansen, Kramnitze, og jeg, var stævnet til at afgive Forklaring på Raadhuset. – Ingen af de anmeldte nægtede at have taget Sten, og Dommeren lod dem forstaa, at de kunde idømmes Bøder fra 50 til 200 kr., og han foreslog den Mand, der havde taget de 270 m3 en Bøde paa 50 kr. – Hans Jakobsen traadte hen og slog med knyttet Haand i Skranken, idet han sagde til Dommeren: Nej Tak, min gode Mand, saadan handler vi ikke. Tag De en Sæk og prøv at bære Sten ind fra Stranden, og De skal se, det bliver ikke til ret meget. – Politimesteren og Dommeren lo og morede sig, og Resultatet blev, at hver af de anmeldte vedtog en Bøde paa 30 kr., at betale af 2 Gange – 15 kr. hver Gang – i Løbet af 1 Aar, da de ingen Penge havde i Øjeblikket. – Saavidt jeg har kunnet faaet oplyst, er disse Bøder aldrig blevet afkrævet og heller ikke betalt. I Sandhed en underlig Retsvirkning.
Krigen medførte mange Ulemper, f.eks. Minerne gjorde megen Skade paa Digestrækningen og Slidtage af Politiets og Minørernes Biler, men disse svære Isvintre har gjort fortrinlig Nytte ved Minefelternes Bortfjernelse. Ved Sommergæsters Uforsigtighed med Ild og Sankt Hans blus er større og mindre Strækninger hærget af Brand, da Bevoksningen er meget brandbar og meget vanskelig at slukke.
Spritsmugleri har her ogsaa været lidt af, dog kun i mindre Format.
Af Højvande skal fremføres: I December 1883 var ved Nordøststorm Vandet her fra Sydkysten steget til en Højde af 6 a 7 Fod over daglig Vande – I 1898 den 26. Marts begyndte det at storme op fra Nordvest og gik 27. Marts over Nord til Nordøst, som saa vedvarede til 28. Marts til efter Midnat, altsaa over 3 Døgns vedholdende Højvandsstorm. Vandstanden var 7 Fod over daglig Vande, men da Vinden blev i Nordøst, medens Vandet faldt, blev Ødelæggelsen ikke overvældende. – Den 30. December 1904 begyndte en Sydveststorm, som den 31. December gik i Nord om til Nordøst, hvorved Vandet steg til 8 Fod over daglig Vande, heller ikke denne Gang var Skaden katastrofal. I Februar 1910 foraarsagede en kraftig Sydøststorm at Vandet steg 3 Fod, som ødelagde Kyst og Dige meget, saa der flere Steder maatte sættes Glacis. – Ved Nytaarstid 1914 steg Vandet 6½ Fod og 14 Dage senere havde vi et Højvande 6 Fod over daglig Vande – Mange andre Højvande i Aarenes Løb paa 3-4-5 Fod over daglig Vande finder jeg ikke Anledning til at nævne, da det har været saa almindeligt i den Tid mine Erindringer strækker, men Erfaringen bekræfter, at naar den høje Vandstand foraarsages fra Nordøst, og der her paa Kysten er læ med kun lidt Dønning, bliver Digeskaderne ikke saa voldsomme, som det de mindre Højvande med Storm fra Sydøst og Øst foraarsager. – Et 6 a 8 Fods Højvande fra Nordøst vil mange Steder efterlade store Revler af Sand, Fang og mindre Drivgods på Digets Forside, hvad der giver et stort Arbejde at bortfjerne. – Hvis det ulykkeligvis en Gang skulde ske at Vandet med Nordøst er i 7 a 8 Fods Højde og Vinden da pludselig drejer til Øst eller Sydøst vil en Katastrofe maaske være uundgaaelig. – Stormer det op fra Sydøst og Øst bliver Vandet ikke særlig højt, ca. 3 a 3½ Fod efter Vindstyrke, men kan være meget ødelæggende ved Udskæring af Kyst og Digefod. – Stormer det derimod op fra Sydvest og langsomt drejer i Nord til Nordøst, drives Vandet fra Kattegat saa Højt op i Bælterne, at alt det Vand, der her bliver drevet herned fra Den botniske Bugt skal stemmes op mellem Tyskland og de sydlige danske Øer.
Af store Lavvande, hvoraf der fremkommer mange, skal nævnes et i 1914, da Bunden i Kramnitze Sluse laa fuldstændig tør, altsaa alt det Vand i Rødby Fjord fra daglig Vande ned til –4 Fod under Vandstandsbræddets 0-Punkt var løbet ud, og vi gik tørskoet i Slusens Bund, hvor der ved daglig Vande er 2 Alen Vand; der har sikkert paa Kysten været noget mere end 4 Fods Lavvande, men det kan vi ikke maale. – Flere Gange i Tidens Løb er iagttaget noget lignende.
I 1893 saa jeg en Isskruning gaa paa Land, skydende foran sig store Sten og Kystsikring, for eksempel Plankevægge, omtrent op til Digets Krone i 10 a 11 Fods Højder og mange lignende Træk kunde fremføres, men den 4. Marts 1940 er hidtil i min Tid uden Sidestykke, da Isen gik paa Land op paa Diget ved Hummingen, Kramnitze, Ellebæk og Ankersholm, skruede lige op til Digekronen i mange Meters Højde, saa de store Isstykker flere Steder væltende over Diget og somme Steder ned i Kanaler og Fyldgrave bag Diget og den 5. Marts 1941 gik Isen i Station 23,0-24,0, 26,4-27,0 ind i Strandkanten og skruede saa højt ved Vindeholme at Isstykkerne var i Højde med Skovens Trætoppe, men isen berørte den Gang ikke Diget. – Mange store Beskadigelser paa Diget har Isvintre foraarsaget paa Fang, Brydere, Sluser og Moler.
Fra min Barndom til 1914 blev Femernbælt befaret af mange Skibe, og under Vindstille kunde saa langt Øjet rakte, ses 40 a 50 stolte Sejlskibe, der ventede paa Luft; naar den saa kom, var de i Løbet af en Times Tid væk alle sammen, men ved Verdenskrigens Udbrud blev det Slut med den Idyl.
Sejlskibenes Saga er ude, og de mange Strandinger ligeledes.
Rødby Fjord
Da Diget var sat og Kramnitze Sluse fungerede, bevirkede dette, at Vandstanden i Fjorden sænkedes cirka 2 Fod under dagligt Vande i Østersøen og at der efterhaanden blev anlagt Veje. – I 1880erne blev Vejen fra Glukse over Lilleholm til Kramnitze lidt efter lidt udbedret, efterhaanden indgrøftet og paafyldt, saa den kunde passeres, men den var kun Sandvej til Fjordens Udtørring i 1927-1928. I Oktober 1891 blev der lagt vej over Skarholmsrende, som da skar sig op i en Arm mellem Tjørnebjerg og Ankersholm; paa det sted, vi lagde Vejen, var Renden cirka 50 Alen bred, og da vi havde trillet Fyld et Par Dage, viste det sig, at al Fyld forsvandt i bundløst Dyb; vi maatte afmeje Stenrør og binde i store Knipper og fylde i først, og efter 1 Maaneds Arbejde opnaaede vi at faa lagt Vej; der var dengang et mægtigt Rørskær i Mellemnoret.
Den 1. April 1892 begyndte vi paa at anlægge Vejen fra Tjørnebjerg over Fjorden til Øen Lang. Der var svært Tækkerør at afskære og hele Vejen blev paa det meste lagt i Vand saa nær Land som muligt; i Midten paa det dybeste Sted blev bygget en Bro med selvvirkende Sluse fra Mellemnoret til det øvrige Fjordareal; paa det Sted var cirka 2 Alen Vand og saa videre mod Øst henover en lille næsten tør Ø, der kaldes ”Fugleholm” og derfra til Øen Lang langs Strandkanten, hvor der nu er god Vej til Rødby. – I 1907 blev der stillet en Vindmotor, som saa gjorde Udtørringen bedre. – I 1895-96 anlagdes Vejen fra Askø Fæland til Hoby Skov, ligeledes med selvvirkende Sluse, hvor der i 1906 blev stillet en Vindmotor, som gjorde bedre Virkning. – 1912 blev der stillet en Vindmotor til at tage Vandet af Lilleholmsbasinet, altsaa fra den gamle Gloslunde Dæmning til Lilleholmsvejen. – Den fuldstændige Udtørring af Rødby Fjord fandt Sted i 1927-28, hvor ca. 2.000 Tønder Land blev indvundet.
Dette er kun i korte Træk nogle af mine Erindringer og Erfaringer i den Tid, jeg har kendt Digeforholdene paa Lollands Sydkyst.
Dannemare i April 1943
R s. Chr. Hansen.
